1. Studieprodukt


Design dit eget smykke
Indledning

Udover de fælles mål i faghæfterne for håndarbejde og sløjd, som kan findes på undervisningsministeriets hjemmeside, har jeg valgt at se på et af de sluttrin som gør sig gældende for begge fag:

Design og produkt 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at

·         forstå kreative designprocesser, hvori der indgår inspiration og ideer, planlægning, udførelse og evaluering
·         udtrykke sig gennem skabende håndværksmæssigt arbejde
·         fremstille produkter med udgangspunkt i egne ideer
·         formgive med personligt præg
·         bruge omverdenen som inspirationskilde
·         bruge it og medier i arbejdsprocessen
·         eksperimentere med materialer, teknikker, farver, form og funktion
·         forholde sig til det færdige produkt ud fra en æstetisk, funktionel og kommunikativ synsvinkel
·         sætte ord på designprocessen.

Disse punkter har jeg været igennem i det forløb ”design dit eget smykke” som jeg vil beskrive i denne opgave. Jeg vil først beskrive hvad et smykke er. Dernæst vil jeg beskrive hvilke inspirationer jeg har fået til mit smykke og komme ind på min idéudvikling. Herefter vil jeg vise min design proces, hvor jeg samtidig viser hvilke metoder, håndværk og materialer jeg har undersøgt og hvilke jeg har anvendt. Hertil vil jeg give min egen vurdering af mit endelige produkt, herunder kritik. Til slut vil jeg give et bud på et undervisningsforløb omkring arbejdet med smykker.

Hvad er et smykke?


Et smykke er en genstand, båret udelukkende for syns skyld. Det er altså ikke en beklædningsgenstand i gængs forstand, men noget man bærer uden på påklædningen, eller direkte på kroppen. Et smykke kan laves i forskellige materialer, herunder også af genbrug, det er hvad man gør det til. Men det er vigtigt at se på hvilket æstetisk udtryk det giver og ikke mindst signalværdien. For mig kan et smykke også være i form af piercinger og tatoveringer, men i åbent forum på seminariet valgte vi at dette ikke indgik under definitionen af smykker.

Inspiration


Som inspiration har vi været på studietur i København. Dette har givet os baggrund for arbejdet med at designe vores eget smykke, hvor vi har kunnet tage udgangspunkt i en eller flere af udstillingerne:
  • Rokoko-mania: Det vildt groteske og overdrevne
  • Dansk designcenter: Det bæredygtige princip, de nye materialer
  • Skt. Loye - en smykke og korpus udstilling

Efter at have set de forskellige udstillinger blev jeg meget inspireret af designeren Nikoline Liv Andersen som havde lavet kjoler, hvori hovedmaterialet bestod af sugerør. Jeg tænkte straks at jeg ville lave noget lige så grotesk og overdrevent. Og kom på ideen at skulle bruge farveblyanter i mit smykke.

Idéudvikling


Jeg startede med at brainstorme i form af tegninger hvordan mit smykke med farveblyanter kunne se ud:
 
 
 
 
 
 
 








 
 
 
 
 
 
 
 

Da jeg havde købt farveblyanterne sad jeg og eksperimenteret med hvordan de kunne sættes sammen, og kom frem til at jeg ville lave en halskæde med denne opsætning af farveblyanterne:

 

 

Designproces

Jeg havde både købt farveblyanter med farve udenpå som set på billedet ovenfor, og så havde jeg købt farveblyanter med alm. træfarve udenpå.
Jeg valgte at lave min prototype i de træfarvede blyanter. Jeg havde ideen til at blyanterne skulle væves sammen af tråd. Her kom det første problem til syne: da jeg begyndte at væve gled blyanterne fra hinanden og det samme med en hæklet snor. Hvis jeg strikkede dem sammen kom de ikke til at sidde i den form jeg ville have.

Problemet blev løst ved at jeg borede med en søjleboremaskine lave et lille hul igennem hver blyant. Hertil kunne jeg føre en tråd igennem og de ville sidde i den form jeg ville have. Jeg startede med at måle og optegne hvor hullerne skulle laves.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Herefter brugte jeg en vokset bomuldstråd til at føre igennem blyanternes huller så de kunne sidde i den valgte facon. Den voksede bomuldstråd har den effekt at den klæber sig til materialet, og derved gled blyanterne ikke fra hinanden.

Herefter begyndte jeg at væve den voksede bomuldstråd omkring blyanterne:
 

 
Dette gav ikke det udtryk jeg ville have i mit smykke. Jeg prøvede at hækle tråden i stedet ude i hver ende, men da den voksede bomuldstråd har den effekt at det ”klister” blev det hæklede stykke ikke særlig pænt.
Jeg gik tilbage til at hækle men i stedet for i nylon tråd. Jeg lavede en dobbelt stangmaske og målte hvor lang den skulle være for at kunne blive vævet omkring blyanterne 2 gange + selve kæden. Jeg valgte at hækle i grøn nylon snor som ville give smykket et lidt mere overdrevent udtryk.
Opskrift: Lav to omslag om nålen, stik nålen igennem masken. Slå om igen, træk igennem den første maske. Slå om og træk igennem de to første masker. Gentag igennem to masker til. Slå om nålen en sidste gang og træk igennem de to sidste masker.

 
Jeg valgte inden jeg begyndte at væve den hæklede snor om blyanterne, nye farveblyanter, men dog stadig den træfarvede udgave, for den blev jeg glad for i løbet af processen. Startede forfra med at borer huller m.m.
Som det kan ses på billederne, sidder de to hæklede snore, som skal udgøre kæden ikke lige overfor hinanden og dermed ville smykket side skævt, hvis den skulle afsluttes her. Jeg valgte derfor med en tynd alm. sytråd i den grønne farve, at sy dem sammen i enderne, så de kom til at sidde lige overfor hinanden.
Kæden på smykket skulle nu afsluttes. De løse hæklede ender fæstnede jeg til sidst i begge ender og satte derefter en kabinelås og øskner i hver ende.
 
 
 
 
 
 

Man bruger en riglemaskine til at rigle metal snor rundt om for at danne ringe til øskner - billede 1. Billede to viser metalsnoren rundt om riglen. Derefter saver man dem over med en guldsmedsav - billede 3.  

 












Dermed kan man nu sætte en øskne i den ene ende af halskæden og en kabinelås i den anden.

Ud fra denne opgave har jeg indset hvor meget, at jeg synes, det er en vigtig del i undervisningen at beskæftige sig med at designe noget selv. Jeg mener at arbejdet er en kilde til stor glæde for de fleste. I designprocesser er der sat fokus på skabende håndværk med personligt udtryk som resultat. Det personlige udtryk opstår ved at give tanker, ideer og følelser en konkret form og ved at eksperimentere med form og materialer.

Inden for design vil det færdige produkt kunne placeres inden for spændingsfeltet Form, Funktion og Udtryk. (se modellen nedenfor) Disse parameter er også til stede i designet af mit eget smykke.

Jeg synes at det udtryk jeg ville have i mit smykke, overdrevenhed og det groteske, er kommet til syne. Selvfølgelig vil man altid kunne videre udvikle det og gøre det vildere.

En kritik jeg kan give mit færdige produkt er nok funktionen. Det har funktionen at det er en halskæde og den kan bæres. Dog har jeg efter udarbejdelsen af smykket erfaret, at den smitter af på tøjet, hvis det ikke er en bar hals man påfører halskæden.
 
 

 

 

 

 

Undervisning i skolen

Ud fra min egen designproces og ud fra den opgave jeg har fået stillet med at designe mit smykke selv ville jeg ikke give eleverne frit valg i design af smykker. Jeg mener at dette er et alt for stort emne og jeg som lærer ville skulle kunne mange teknikker. Måske hvis det var et valgfag i 9.klasse og eleverne havde arbejdet med mange teknikker kunne man overveje denne arbejdsproces med smykker som en afsluttende opgave. Dog mener jeg at designprocessen af deres eget produkt godt kan komme til syne bare i en mere lukket opgave. F.eks. at læreren udvælger specifikke materialer til designet, evt. også teknikker.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i en 5.klasse der skal arbejde med smykker. Jeg har også valgt at undervisningen omkring smykker kun foregår i faget Håndarbejde – 2 lektioner om ugen i 5 uger.
Emnet er smykker af genbrug:
Det er vigtigt i sådan et fag at vide at der er forskellige hastigheder i en smykkefremstilling. Eleverne har forskellige baggrunde og derved forskellige færdigheder til det håndværksmæssige. Det er derfor vigtigt at have meget differentieret undervisningsmuligheder. Eksempel have ekstra opgaver til de elever der bliver hurtigt færdige.
Inden forløbet har eleverne tilegnet sig teknikker inden for hækling og strikning, samt symaskinekørekort.
Slutmål
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig følgende:
·         Forståelse for kreative designprocesser, hvori der indgår inspiration og ideer, planlægning, udførelse og evaluering i forbindelse med smykkefremstillingen.
·         Kunne udtrykke sig gennem skabende håndværksmæssigt arbejde.
·         Bruge omverdenen som inspirationskilde.
·         Forholde sig til det færdige produkt ud fra en æstetisk, funktionel og kommunikativ synsvinkel.
·         Sætte ord på designprocessen.
·         Vælge hensigtsmæssige materialer, teknikker, maskiner og værktøj
·         Have blik på bæredygtighed
Introduktion til smykkefremstillingen
Uge 1 – uge 4
De færdige produkter som eleverne får udarbejdet tænker jeg skal udstilles. Det er derfor vigtigt at eleverne på forhånd for at vide, at deres produkter udstilles, således de ikke ”føler sig ført bag lyset” af læreren. Sådan en udstilling kan have den virkning, at eleverne gør sig ekstra umage, når de på forhånd ved, at deres produkter skal udstilles.
Jeg ville samtidig inden arbejdsprocessen med smykkerne gennemgå de slutmål, som der er sat op for forløbet, med eleverne.
I den første lektion gennemføres en lærerstyret diskussion med eleverne om bæredygtig hed og herunder hvordan der kan laves smykker af genbrugsmateriale. Diskussionen på også gerne komme ind på smykkets funktion og betydning for opfattelsen af dette.
Instruktion i arbejdstekniker
Herefter gennemføres en inspirationsrunde, hvor eleverne fortæller hinanden, hvilke typer smykker de kender. I den forbindelse kan man vise færdig lavede smykker af genbrug.
Læreren gennemgår de materialer, som eleverne har til deres rådighed (fx Plastikposer, dåser, rester af stof fra f.eks. gamle t-shirts). Læreren demonstrer, forskellige værktøjer og viser at man kan anvende hækling, strikning og symaskine.
Elevernes arbejdsproces
Læreren har inden elevernes arbejdsproces valgt et eller to simple smykker lavet af genbrug som alle skal lave inden deres egen design proces går i gang.
Progression i arbejdsprocessen
Hvis eleverne arbejder hurtigt og effektivt, kan dehurtigt komme i gang med deres eget smykke af genbrugsmaterialer. Det er vigtigt at eleverne viser læreren skitserne og forklare hvad der skal laves, så læreren kan tage højde for, om eleven kan nå at færdiggøre smykket inden for den afsatte tidsramme, eller om det er acceptabelt, at eleven arbejder med denne opgave i nogle uger frem.
Alternativ:
Design processen kan overvejes at lave i grupper. Dog skal man her tage højde for at det ikke er elevens eget udtryk der kommer frem, men en blanding af gruppens. Samtidig kan alle i gruppen ikke få smykket med hjem. Smykket kan så blive på skolen og være udstillet som sagt tidligere.
Evaluering
Uge 5
Når undervisningsforløbet er ved vejs ende, evaluerer læreren forløbet med eleverne i et fælles forum. Dvs., at eleverne redegør for, hvad de har lært, og hvor tilfredse de er med produktet.
Læreren kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
·         Har du ændret dit syn på smykker af genbrug - er smykker af genbrug ikke lige så flot som af ædelstene og metal?
·         Kan i se hvordan en designproces foregår – eleverne og læreren kan gennemgå hvad for nogle processer de har været igennem.
·         Hvad er du særlig glad for ved dit design/produkt?
·         Hvad vil du gøre anderledes næste gang, du skal fremstille smykker af genbrug?

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar